* Oliver Cowdery beskriver disse begivenheder således: »Dette var dage, som jeg aldrig skal glemme – at sidde inden for hørevidde af en røst, som var dikteret af himlens inspiration, vakte den allerstørste taknemlighed i mit bryst! Dag efter dag fortsatte jeg uafbrudt med at skrive, hvad der kom fra hans mund, mens han ved hjælp af Urim og Tummim, eller ›oversætterne‹, som nefitterne ville have sagt, oversatte historien, eller beretningen, som hedder ›Mormons Bog‹.

At redegøre, selv om det så kun var med få ord, for den interessante beretning, som er givet af Mormon og hans trofaste søn Moroni, om et folk, der engang var elsket og begunstiget af himlen, ville være at gå ud over min nuværende hensigt; jeg vil derfor udskyde dette til et senere tidspunkt og, som jeg sagde i indledningen, gå direkte videre til nogle få hændelser, som er direkte forbundet med denne kirkes tilblivelse, og som måske vil være af interesse for nogle tusinder, der midt under fanatikeres foragt og hykleres bagtalelse er trådt frem og har antaget Kristi evangelium.

Ingen ved sine fulde fem kunne oversætte og nedskrive de anvisninger, der blev givet nefitterne fra Frelserens mund, på den præcise måde, hvorpå menneskene skulle opbygge hans kirke, og i særdeleshed ikke eftersom fordærvelse havde spredt usikkerhed om alle organisationer og systemer, som blev udøvet blandt menneskene, uden at ønske det privilegium at vise hjertets villighed ved at blive begravet i den våde grav som en bøn om ›en god samvittighed ved Jesu Kristi opstandelse.‹

Efter at have nedskrevet beretningen om Frelserens tjenestegerning blandt resten af Jakobs efterkommere på dette kontinent var det, sådan som profeten havde sagt, det ville være, let at se, at mørke dækkede jorden og tæt mørke folkets sind. Ved videre eftertanke var det let at se, at midt i den store strid og ståhej over religion, var der ingen, der havde myndighed fra Gud til at forrette evangeliets ordinancer. For man kunne stille spørgsmålet: Har mænd, som afviser åbenbaringer, myndighed til at handle i Kristi navn, når hans vidnesbyrd er intet mindre end profetiens ånd, og når hans religion har været baseret og bygget på og opretholdt ved umiddelbar åbenbaring fra Gud i alle de perioder af verdens historie, hvor han har haft et folk på jorden? Hvis disse kendsgerninger var blevet begravet og omhyggeligt skjult af mænd, hvis beskæftigelse ville have været i fare, hvis de engang fik lov til at skinne i ansigtet på menneskene, så var de det ikke længere for os; og vi ventede kun på, at den befaling skulle gives os: ›Rejs jer og lad jer døbe.‹

Dette havde vi ikke ønsket længe, førend det blev opfyldt. Herren, som er rig på barmhjertighed og altid villig til at besvare den ydmyges vedholdende bøn, viste sin velvilje ved at tilkendegive os sin vilje, efter at vi afsides fra menneskers bolig havde påkaldt ham på en inderlig måde. Pludselig, som fra evighedens midte, indgød Forløserens røst os fred, mens sløret blev delt og Guds engel steg ned, iklædt herlighed, og afleverede det så længselsfuldt ventede budskab og nøglerne til omvendelsens evangelium. Hvilken glæde! Hvilket under! Hvilken forbløffelse! Mens verden var forpint og forvirret – mens millioner famlede som den blinde efter væggen, og mens alle mennesker i almindelighed forlod sig på uvished, så vore øjne og hørte vore ører som i ›det klareste dagslys‹, ja, klarere end den funklende majsols stråler, som da kastede sin glans over hele naturen! Derpå gennemborede hans røst, skønt den var mild, os til det inderste, og hans ord: ›Jeg er jeres medtjener!‹ bortjog al frygt. Vi lyttede, vi stirrede, vi beundrede! Det var røsten fra en engel fra herligheden; det var et budskab fra den Højeste. Og mens vi lyttede, frydede vi os, mens hans kærlighed brændte sig ind i vor sjæl, og vi blev indhyllet i synet fra den Almægtige. Var der plads til tvivl? Nej. Uvisheden var borte, tvivlen var sunket for aldrig mere at opstå, mens opspind og bedrag var flygtet for evigt!

Men tænk, kære broder, tænk videre et øjeblik, hvilken glæde der fyldte vort hjerte, og med hvilken overraskelse vi må have bøjet os (for hvem ville ikke have bøjet knæet for en sådan velsignelse?), da vi under hans hånd modtog det hellige præstedømme, mens han sagde: ›Til jer, mine medtjenere, overdrager jeg i Messias’ navn dette præstedømme og denne myndighed, som skal forblive på jorden, så Levis sønner endnu engang må bringe Herren et offer i retfærdighed.‹

Jeg skal ikke forsøge at udpensle for dig mit hjertes følelser, ej heller den majestætiske skønhed og herlighed, der omgav os ved den lejlighed, men du må tro mig, når jeg siger, at hverken jord eller mennesker med den veltalenhed, tiden giver, kan tilnærmelsesvis iklæde sproget på en så fængslende og ophøjet måde som denne hellige person. Nej, ej heller har denne jord magt til at give den glæde, at skænke den fred eller fatte den visdom, som var indeholdt i hver eneste sætning, som den blev fremført ved Helligåndens kraft! Mennesket kan bedrage sine medmennesker, bedrag kan følge på bedrag, og den Ugudeliges børn kan have magt til at forlede de tåbelige og uvidende, indtil det alene er opspind, der giver de mange næring, og løgnens frugt i sit kølvand fører de godtroende til graven; men en eneste berøring af hans kærlige finger, ja, en eneste stråle af herlighed fra den højere verden eller et eneste ord fra Frelserens mund, fra evighedens skød får alt andet til at miste sin betydning og udsletter det for bestandig af sindet. Forvisningen om, at vi var i en engels nærvær, visheden om, at vi hørte Jesu røst og den ubesmittede sandhed, som den flød fra en ren person, dikteret ved Guds vilje, er for mig noget, der ikke kan beskrives, og jeg skal, så længe jeg lever, altid betragte dette udtryk for Frelserens godhed med forundring og taksigelse; og i de boliger, hvor fuldkommenhed bor og synd aldrig kommer, håber jeg at kunne tilbede ham på den dag, der aldrig skal ophøre« – Messenger and Advocate, bind 1 (oktober 1834), s. 14–16.