Således som ordet anvendes i skrifterne, betyder forsoning at lide straffen for synd og derved fjerne virkningerne af synden fra den angerfulde synder, så denne kan blive forligt med Gud. Jesus Kristus var den eneste, som var i stand til at udvirke en fuldkommen forsoning for hele menneskeheden. Han var i stand til dette på grund af sin udvælgelse og forudordination i det store råd, inden verden blev dannet (
Eter 3:14;
Moses 4:1–2;
Abr 3:27), sin stilling som Guds Søn og sit syndfri liv. Hans forsoning omfattede hans lidelse i Getsemane have for menneskehedens synder, udgydelsen af hans blod samt hans død og efterfølgende opstandelse fra graven (Es 53:3–12;
Mosi 3:5–11;
Alma 7:10–13). Takket være forsoningen opstår alle mennesker fra de døde med et udødeligt legeme (1 Kor 15:22). Forsoningen giver os også mulighed for at opnå tilgivelse for vore synder og at leve sammen med Gud i al evighed. Det menneske, som har nået ansvarlighedsalderen og antaget loven, kan imidlertid kun opnå disse velsignelser, hvis vedkommende udviser tro på Jesus Kristus, omvender sig fra sine synder, modtager de frelsende ordinancer og adlyder Guds befalinger. De, som ikke når ansvarlighedsalderen, og de, som lever uden loven, bliver forløst i kraft af forsoningen (
Mosi 15:24–25;
Moro 8:22). I skrifterne forklares det tydeligt, at hvis Kristus ikke havde sonet for vore synder, kunne ingen lov, ingen ordinance eller noget offer have tilfredsstillet retfærdighedens krav, og mennesket kunne aldrig vende tilbage til Guds nærhed (
2 Ne 2; 9).
Dette er mit blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse,
Matt 26:28. Hans sved blev som bloddråber,
Luk 22:39–44. Jeg vil give mit kød til liv for verden,
Joh 6:51. Jeg er opstandelsen og livet,
Joh 11:25. Kristus er årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham,
Hebr 5:9. Vi helliggøres ved udgydelsen af Kristi blod,
Hebr 9; 10:1–10. Kristus har lidt én gang for menneskers synder,
1 Pet 3:18. Jesu blod renser os fra al synd,
1 Joh 1:7. Han blev løftet op på korset og slået ihjel for verdens synder,
1 Ne 11:32–33. Forløsning bliver dem til del, som har et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd,
2 Ne 2:3–10, 25–27. Han hengiver sig som sonoffer for synd,
2 Ne 2:7. Forsoningen løskøber mennesket fra faldet og redder dem fra død og helvede,
2 Ne 9:5–24. Det må nødvendigvis være en altomfattende forsoning,
2 Ne 9:7. Bliv forligt med Gud ved Kristi forsoning,
Jakob 4:11. Hans blod soner for dem, der har syndet i uvidenhed,
Mosi 3:11–18. Mennesket opnår frelse ved forsoningen,
Mosi 4:6–8. Havde det ikke været for forsoningen, ville alle have været fortabt,
Mosi 13:27–32. Han skal sone for verdens synder,
Alma 34:8–16. Gud soner selv for verdens synder for at bringe barmhjertighedens plan til at virke,
Alma 42:11–30. Jeg er hele jordens Gud og er blevet slået ihjel for verdens synder,
3 Ne 11:14. Jeg, Gud, har lidt dette for alle,
L&P 19:16. Små børn er forløst ved min Enbårne,
L&P 29:46–47. Se hans lidelser og død, han som ikke begik nogen synd,
L&P 45:3–5. Dette er et sindbillede på den Enbårnes offer,
Moses 5:7. I kraft af Kristi forsoning kan hele menneskeheden blive frelst,
TA 1:3.