Den indre fornemmelse af, hvad der er ret og uret, som alle mennesker har. Denne fornemmelse stammer fra Kristi lys (Moro 7:16). Vi er født med en naturlig evne til at skelne mellem ret og uret i kraft af Kristi lys, som gives enhver (L&P 84:46). Denne egenskab kaldes samvittigheden. Det, at vi er i besiddelse af den, gør os til ansvarlige væsener. Ligesom alle andre sanser kan også vores samvittighed sløves af synd eller misbrug.

De skriftkloge og farisæerne blev dømt af deres egen samvittighed, Joh 8:9. Deres samvittighed optræder som vidne, Rom 2:14–15. Frafaldne brændemærkes i deres samvittighed, 1 Tim 4:2. Menneskene er tilstrækkeligt undervist til, at de kender godt fra ondt, 2 Ne 2:5. Kong Benjamin havde en ren samvittighed over for Gud, Mosi 2:15. Nefitterne blev fyldt med glæde og fik fred med samvittigheden, Mosi 4:3. Ze’ezrom blev oprevet ved bevidstheden om sin skyld, Alma 14:6. Vi gives glæde eller samvittighedsnag alt efter vore egne ønsker, Alma 29:5. En straf og en retfærdig lov giver menneskene samvittighedsnag, Alma 42:18. Kristi Ånd er givet til hvert eneste menneske, så han kan kende godt fra ondt, Moro 7:16. Hvert menneske bør frit kunne udøve sin samvittighed, L&P 134:2. Min samvittighed er ren, L&P 135:4. Vi kræver ret til at tilbede Gud i overensstemmelse med vor egen samvittigheds bud, TA 1:11.