En hellig dag, som hver uge er afsat til hvile og gudsdyrkelse. Da Gud havde skabt alt, hvilede han på den syvende dag og befalede, at én dag hver uge skulle være en hviledag som hjælp til at erindre ham (2 Mos 20:8–11).

Inden Kristi opstandelse holdt kirkens medlemmer sabbat på den sidste dag i ugen ligesom jøderne. Efter opstandelsen helligholdt kirkens medlemmer, hvad enten de var jøder eller ikke-jøder, den første dag i ugen (Herrens dag) til erindring om Herrens opstandelse. I vore dage har kirken også afsat en dag om ugen som en hellig sabbatsdag, hvor medlemmerne tilbeder Gud og hviler fra deres verdslige arbejde.

Sabbatten minder menneskene om deres behov for åndelig næring og om deres pligt til at være lydige mod Gud. Når et folk begynder at blive skødesløst med dets helligholdelse af sabbatten, påvirker det alle aspekter af dets liv, og dets religiøse liv går i opløsning (Neh 13:15–18; Jer 17:21–27).

Gud hvilede på den syvende dag, 1 Mos 2:1–3. Israelitterne samlede ikke manna på sabbatten, 2 Mos 16:22–30. Husk sabbatsdagen og hold den hellig, 2 Mos 20:8–11 (Mosi 13:16–19). Sabbatten blev givet som et tegn mellem Gud og mennesker, 2 Mos 31:12–17 (Ez 20:12, 20). Vi vil ikke købe eller sælge på sabbatten, Neh 10:32. Kald sabbatten frydefuld, og ær den ved ikke at drive handel, Es 58:13–14. Sabbatten blev til for menneskets skyld og ikke mennesket for sabbattens skyld, Mark 2:23–28. Menneskesønnen er herre over sabbatten, Luk 6:1–10. Jesus underviste i en synagoge og helbredte på sabbatten, Luk 13:10–14. Nefitterne holdt sabbatsdagen hellig, Jarom 1:5. De skulle iagttage sabbatten og holde den hellig, Mosi 18:23. Du skal bringe dine sakramenter som et offer på min hellige dag, L&P 59:9–13. Zions indbyggere skal iagttage sabbatsdagen, L&P 68:29. Jeg, Gud, hvilede på den syvende dag fra alt mit arbejde, Moses 3:1–3 (1 Mos 2:1–3; Abr 5:1–3).