Ordet bruges i skrifterne oftest som betegnelse for en hellig pagt eller et helligt løfte. Men ugudelige mennesker samt Satan og hans engle sværger også eder for at opnå deres onde hensigter. På Det Gamle Testamentes tid var eder acceptable, men Jesus Kristus sagde, at ingen måtte sværge ved Guds navn eller hans skaberværk (Matt 5:33–37).

Jeg vil opfylde den ed, jeg tilsvor Abraham, 1 Mos 26:3. Når en mand med ed forpligter sig til afholdenhed, må han ikke bryde sit ord, 4 Mos 30:2. De gik ind under forbandelseseden om at holde Guds lov, Neh 10:29–30. Du skal holde, hvad du har svoret Herren, Matt 5:33 (Præd 5:1–2; 3 Ne 12:33). Gud sværger med en ed, at de retfærdige vil blive frelst, Hebr 6:13–18. Da Zoram havde aflagt en ed, forsvandt vor frygt, 1 Ne 4:37. Ammons folk havde aflagt ed på, at de aldrig mere ville udgyde blod, Alma 53:11. De ugudelige nefitter indgik hemmelige eder og pagter med Satan, Hel 6:21–30. Mænd opnår evigt liv ved præstedømmets ed og pagt, L&P 84:33–42. Alle pagter, aftaler, overenskomster, forpligtelser og eder, som ikke er beseglet af forjættelsens hellige Ånd ophører, når menneskene dør, L&P 132:7.