Blev af de fordums israelitter og bliver af mange kulturer i dag betragtet som sæde for livskraften. På Det Gamle Testamentes tid forbød Herren Israel at bruge blod som føde (3 Mos 3:17; 7:26–27; 17:10–14).

Et slagtoffers forsonende kraft lå i blodet, fordi man anså blodet for at være en forudsætning for liv. Ofring af dyr var i Det Gamle Testamente et symbol på det store offer, som Jesus Kristus senere bragte (3 Mos 17:11; Moses 5:5–7). Jesu Kristi forsonende blod renser den angrende fra synd (1 Joh 1:7).

Hans sved blev som bloddråber, Luk 22:44. Vi helliggøres ved udgydelsen af Kristi blod, Hebr 10:1–22. Blod flød fra hver en pore, Mosi 3:7 (L&P 19:18). Herrens blod blev udgydt til syndernes forladelse, L&P 27:2. Jesus udvirkede en fuldkommen forsoning ved udgydelsen af sit blod, L&P 76:69. Ved blodet bliver I helliggjort, Moses 6:60.