I skrifterne bruges begrebet bekendelse i mindst to betydninger. I den ene betydning bekender man ved at erklære sin tro på noget, som f.eks. ved at bekende, at Jesus er Kristus (Matt 10:32; Rom 10:9; 1 Joh 4:1–3; L&P 88:104).

I den anden betydning bekender man ved at indrømme sin skyld, som f.eks. ved syndsbekendelse. Det er alle menneskers pligt at bekende deres synder over for Herren og opnå hans tilgivelse (L&P 58:42–43). I de tilfælde, hvor det er nødvendigt, bør man bekende sin synd over for den eller dem, man har syndet imod. Alvorlige synder bør bekendes over for en kirkeleder (i de fleste tilfælde biskoppen).

Han skal bekende den synd, han har begået, 3 Mos 5:5. Da skal de bekende deres synd, 3 Mos 26:40–42. Giv Israels Gud ære og aflæg bekendelse for ham, Jos 7:19. De blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder, Matt 3:5–6. Den overtræder, som bekender sine synder, skal tilgives, Mosi 26:29. Bekend dine synder, for at du ikke skal lide disse straffe, L&P 19:20. De, der har omvendt sig, vil bekende og aflægge deres synder, L&P 58:43. Herren er barmhjertig mod dem, der bekender deres synder med ydmygt hjerte, L&P 61:2. Dem, som bekender deres synder og beder om tilgivelse, dem tilgiver Herren deres synder, L&P 64:7.