Den magt og myndighed, som Gud overdrager til mennesker, så de på alle måder kan virke til frelse for menneskeheden (L&P 50:26–27). Mandlige medlemmer, som bærer præstedømmet, er organiseret i kvorummer og har myndighed til at udføre ordinancer og visse administrative opgaver i kirken.

Det skal ske, for at de ved deres salvning kan få en evig præstetjeneste, 2 Mos 40:15 (4 Mos 25:13). Det er mig, der har udvalgt jer, Joh 15:16. Lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, et helligt præsteskab, 1 Pet 2:5. I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, 1 Pet 2:9 (2 Mos 19:6). Mænd kaldes til højpræster på grund af deres overordentlig store tro og gode gerninger, Alma 13:1–12. Jeg giver dig magt til at døbe, 3 Ne 11:21. I skal have magt til at give Helligånden, Moro 2:2. Jeg vil åbenbare præstedømmet for jer ved profeten Elias’ hånd, L&P 2:1 (JS–H 1:38). Herren bekræftede også et præstedømme på Aron og hans efterkommere, L&P 84:18. Dette højere præstedømme forvalter evangeliet, L&P 84:19. Han tog Moses ud af deres midte og også det hellige præstedømme, L&P 84:25. Præstedømmets ed og pagt beskrives, L&P 84:33–42. Præstedømmet er fortsat gennem jeres fædres slægtslinje, L&P 86:8. Der er i kirken to præstedømmer, L&P 107:1. Det første præstedømme er det hellige præstedømme efter Guds Søns orden, L&P 107:2–4. Præstedømmets rettigheder er uadskilleligt forbundet med himlens kræfter, L&P 121:36. Ingen magt eller indflydelse kan eller bør fastholdes i kraft af præstedømmet, L&P 121:41. Enhver trofast, værdig mand i kirken kan modtage præstedømmet, L&P OE–2. Vi tror, at en mand må kaldes af Gud, TA 1:5.