Fra et aramaisk og hebraisk ord, som betyder »den salvede«. I Det Nye Testamente kaldes Jesus for Kristus, hvilket er afledt af det tilsvarende græske ord for, Messias. Det betegner den salvede profet, præst, konge og befrier, som jøderne så længselsfuldt ventede på.

Mange jøder ventede udelukkende en, der skulle befri dem fra det romerske herredømme og føre dem til større national velstand. Derfor forkastede jødernes ledere og mange andre Messias, da han kom. Kun de ydmyge og trofaste så i Jesus fra Nazaret den sande Kristus (Es 53; Matt 16:16; Joh 4:25–26).

Messias skal have Ånden, prædike evangeliet og udråbe frigivelse, Es 61:1–3 (Luk 4:18–21). »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus, Joh 1:41 (Joh 4:25–26). Gud vil blandt jøderne oprejse en Messias, eller med andre ord, en frelser for verden, 1 Ne 10:4. Guds Søn var den Messias, der skulle komme, 1 Ne 10:17. Forløsningen udvirkes i og ved den hellige Messias, 2 Ne 2:6. Messias kommer i tidens fylde, 2 Ne 2:26. Messias skal opstå fra de døde, 2 Ne 25:14. I Messias’ navn overdrager jeg Arons præstedømme, L&P 13:1. Herren sagde: Jeg er Messias, Zions konge, Moses 7:53.