En romersk henrettelsesmetode, som var almindelig på Det Nye Testamentes tid. Den dødsdømte blev henrettet ved, at hans hænder og fødder blev bundet eller naglet fast til et kors. Metoden blev normalt kun benyttet ved henrettelse af slaver eller de mest gemene forbrydere. Inden korsfæstelsen blev den dømte ofte pisket (Mark 15:15). Den, der skulle korsfæstes, blev sædvanligvis tvunget til at bære sit eget kors hen til retterstedet (Joh 19:16–17). Vedkommendes tøj blev ofte taget af de soldater, som udførte henrettelsen (Matt 27:35). Korset blev sat i jorden, således at den dømtes fødder kun var hævet en halv meter over jorden. Nogle soldater holdt vagt ved korset, indtil den dømte var død, hvilket somme tider kunne tage op til tre dage (Joh 19:31–37).

Jesus Kristus blev korsfæstet, fordi en gruppe ikke-troende rettede falske anklager mod ham for oprør mod kejseren samt gudsbespottelse, fordi han sagde, at han var Guds Søn. Jesus blev hånet ved at blive iført en purpurkappe (Joh 19:2), ved at få en tornekrone sat på hovedet og ved andre fornedrelser (Matt 26:67; Mark 14:65).

De ugudelige vil gennembore Messias’ hænder og fødder, Sl 22:12–19. Kristus skal blive ført som et lam til slagtning, Es 53:7. Jesus forudsagde sin korsfæstelse, Matt 20:18–19. Kristi korsfæstelse beskrives, Matt 27:22–50 (Mark 15:22–37; Luk 23:26–46; Joh 19:17–30). Nefi så i et syn korsfæstelsen af Guds lam, 1 Ne 11:33. Nefi berettede om Kristi lidelser og korsfæstelse, 1 Ne 19:9–14. Jakob berettede om Israels Helliges tjenestegerning og korsfæstelse, 2 Ne 6:9. Uvejr, jordskælv, ild og hvirvelvinde i Amerika var tegn på Kristi korsfæstelse i Jerusalem, 3 Ne 8. Jeg er Jesus, som blev korsfæstet, L&P 45:51–52. Kristi virke blandt de ånder, som var i fangenskab, var begrænset til tiden mellem hans død og opstandelse, L&P 138:27.