En by beliggende i nutidens Israel. Det er den mest betydningsfulde by i den bibelske historie. Nogle af de kristnes, jødernes og muslimernes vigtigste helligdomme ligger i denne by og besøges regelmæssigt af mange trofaste troende. Den omtales ofte som den hellige by.

Jerusalem, der engang blev kaldt Salem (1 Mos 14:18; Sl 76:2), var en jebusitisk by, indtil den blev erobret af David (Jos 10:1; 15:8; 2 Sam 5:6–7), der gjorde den til sin hovedstad. Indtil da havde den primært tjent som bjergfæstning med en beliggenhed på ca. 800 meter over havets overflade. Den er omgivet af dybe dale på alle sider undtagen mod nord.

Kong David boede i sin regeringstid i Jerusalem i et træpalads. Men i Salomos regeringstid gjorde folket meget for at forskønne byen og byggede blandt andet kongens palads og templet.

Efter at landet var blevet opdelt i kongedømmerne Israel og Juda, forblev Jerusalem Judas hovedstad. Den blev ofte angrebet af indtrængende hære (1 Kong 14:25; 2 Kong 14:13; 16:5; 18–19; 24:10, 25). Under Hizkija blev Jerusalem centrum for gudsdyrkelsen, men blev delvis ødelagt i 320 f.Kr., i 168 f.Kr. og i 65 f.Kr. Herodes genopbyggede bymurene og templet, men i 70 e.Kr. ødelagde romerne byen totalt.

Melkisedek var konge af Salem, 1 Mos 14:18 (Hebr 7:2). Esajas opfordrede Jerusalem til at iføre sig sin festdragt, Es 52:1. Herrens ord skulle udgå fra Jerusalem, Mika 4:2. Kristus sørgede over Jerusalems skæbne, Matt 23:37–39 (Luk 13:34). Jerusalem er den levende Guds by, Hebr 12:22. Indbyggerne i Jerusalem fik at vide, at de ville blive udryddet, hvis de ikke ville omvende sig, 1 Ne 1:4, 13, 18 (2 Ne 1:4; Hel 8:20). Jerusalem skulle blive befolket igen efter sin ødelæggelse, 3 Ne 20:46. Jerusalem skulle genopbygges, Eter 13:5. Kristus advarede de sidste dages hellige, ligesom han havde advaret Jerusalems indbyggere, L&P 5:20. Juda skal flygte til Jerusalem, L&P 133:13. Herren vil tale fra Jerusalem, L&P 133:21.