Israel var det navn, som Herren gav Jakob, Isaks søn og Abrahams sønnesøn, fra Det Gamle Testamente (1 Mos 32:28; 35:10). Navnet Israel kan referere til Jakob selv, til hans efterkommere eller til det kongerige, som disse efterkommere boede i på Det Gamle Testamentes tid (2 Sam 1:24; 23:3). Efter at Moses havde ført israelitterne ud af fangenskabet i Egypten (2 Mos 3–14), blev de regeret af dommere i over 300 år. Fra og med kong Saul herskede forskellige konger over det forenede Israel indtil kong Salomos død, hvor ti stammer gjorde oprør mod kong Rehabeam og dannede deres egen nation. Da kongeriget Israel var blevet delt, bibeholdt de nordlige stammer, som var i overtal, navnet Israel, mens det sydlige rige blev kaldt Juda. Kana’ans land kaldes også Israel i dag. I en anden betydning af ordet bruges Israel om Kristi sande troende (Rom 10:1; 11:7; Gal 6:16; Ef 2:12).

Israels tolv stammer: Abrahams sønnesøn Jakob, hvis navn blev ændret til Israel, havde tolv sønner. Deres efterkommere kaldes Israels tolv stammer, eller Israels børn. De tolv stammer er: Ruben, Simeon, Levi, Juda, Issakar og Zebulon (Jakobs og Leas sønner); Dan og Naftali (Jakobs og Bilhas sønner); Gad og Asher (Jakobs og Zilpas sønner); Josef og Benjamin (Jakobs og Rakels sønner) (1 Mos 29:32–30:24; 35:16–18).

Inden sin død gav Jakob hver af stammeoverhovederne en velsignelse (1 Mos 49:1–28). Yderligere oplysninger kan findes ved at slå op under hver af Jakobs sønners navne.

Ruben, den førstefødte søn af Lea, Jakobs første hustru, mistede sin førstefødselsret og retten til en dobbelt arveandel på grund af umoral (1 Mos 49:3–4). Førstefødselsretten overgik så til Josef, som var den førstefødte søn af Rakel, Jakobs anden hustru (1 Krøn 5:1–2). Levi, hvis stamme Herren havde udvalgt til præstetjenesten, fik ikke nogen arv, fordi det var deres opgave at tjene blandt de andre stammer. Dermed kunne Josefs dobbelte arveandel deles mellem hans to sønner Efraim og Manasse (1 Krøn 5:1; Jer 31:9), der blev regnet som to særskilte stammer (JSO, 1 Mos 48:5–6).

Mænd af Judas stamme skulle være herskere, indtil Messias kom (1 Mos 49:10; JSO, 1 Mos 50:24). I de sidste dage har Efraims stamme fået det privilegium at bringe budskabet om det gengivne evangelium ud til verden og indsamle det spredte Israel (5 Mos 33:13–17). Tiden vil komme, hvor Efraim gennem Jesu Kristi evangelium skal spille en ledende rolle med hensyn til at forene alle Israels stammer (Es 11:12–13; L&P 133:26–34).

Israels adsplittelse: Herren spredte og hjemsøgte Israels tolv stammer på grund af deres uretfærdighed og oprør. Men Herren benyttede sig også af, at hans udvalgte folk blev spredt blandt alverdens folk, til at velsigne disse folk.

Jer selv vil jeg sprede blandt folkene, 3 Mos 26:33. Herren skal sprede jer blandt alle folkene, 5 Mos 28:25, 37, 64. Israels hus skal rystes blandt alle folkene, Am 9:9 (Zak 10:9). Jesus var udsendt til de fortabte får af Israels hus, Matt 15:24. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold, Joh 10:16. Israel skal blive spredt ud over hele jordens overflade, 1 Ne 22:3–8. Jakob fremlægger Zenos’ lignelse om det forædlede og det vilde oliventræ, Jakob 5–6. Faderens værk skal begynde blandt de spredte stammer, 3 Ne 21:26.

Israels indsamling: Israels hus skal indsamles i de sidste dage, inden Kristi komme (TA 1:10). Herren indsamler sit folk Israel, når de anerkender ham og holder hans befalinger.

Han rejser banner for et folk, og det kommer, Es 5:26. I stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage, Es 54:7. Israel og Juda skal føres tilbage til deres arvelande, Jer 30:3. Israel skal indsamles fra de folk, de er spredt iblandt, Ez 28:25. I tidernes fylde vil han sammenfatte alt i Kristus, Ef 1:10. Efter at Israel er blevet spredt, skal de atter indsamles, 1 Ne 15:12–17. Herren vil indsamle alle, som er af Israels hus, 1 Ne 19:16 (3 Ne 16:5). De skal blive ført ud af mørke og vide, at Herren er deres frelser, 1 Ne 22:12. Gud samler og tæller sine børn, 1 Ne 22:25. De ikke-jødiske folkeslag skal føre Israel tilbage til deres arveland, 2 Ne 10:8 (3 Ne 16:4). Mit folk og mit ord skal blive samlet i ét, 2 Ne 29:13–14. Ældsterne er kaldet til at indsamle de udvalgte, L&P 29:7 (L&P 39:11). Jeg vil samle mine udvalgte, L&P 33:6. I skal samles, så jeg kan give jer min lov og begave jer med kraft fra det høje, L&P 38:31–33. Jeg vil genrejse mit folk, som er af Israels hus, L&P 39:11. De hellige skal komme frem, L&P 45:46. Moses overdrog nøglerne til at kunne indsamle Israel, L&P 110:11. Retfærdighed og sandhed skal skylle hen over jorden og indsamle Herrens udvalgte, Moses 7:62. Indsamlingen sammenlignes med ørne, som samles om et ådsel, JS–M 1:27.

Israels ti tabte stammer: Israels ti stammer, som udgjorde nordriget Israel, blev ført i fangenskab til Assyrien år 721 f.Kr. På den tid drog de op til »nordenlandene«, hvorefter man ikke hørte mere til dem. I de sidste dage skal de vende tilbage.

Jeg siger til norden: Giv mig dem! Es 43:6. De kommer fra nord, Es 49:12 (1 Ne 21:12). Juda og Israel skal sammen komme fra Nordens land, Jer 3:18. Herren lever, som førte israelitterne op fra Nordens land, Jer 16:14–16. Jeg bringer dem fra Nordens land, Jer 31:8. Nefitterne og jøderne skal få Israels tabte stammers ord, 2 Ne 29:12–13. Jeg drager af sted for at vise mig for Israels tabte stammer, 3 Ne 17:4. Når evangeliet forkyndes for de tilbageblevne af Israels hus, skal de tabte stammer indsamles til deres arveland, 3 Ne 21:26–29. Moses overdrog nøglerne til Israels indsamling til Joseph Smith og Oliver Cowdery, L&P 110:11. De, som er i nordenlandene, skal blive erindret af Herren, L&P 133:26–32. Vi tror på Israels bogstavelige indsamling, TA 1:10.