En person, som har ret til at arve fysiske eller åndelige gaver. I skrifterne får de retfærdige lovning på, at de skal blive arvinger til alt, hvad Gud har.

Abraham ønskede sig en arving, 1 Mos 15:2–5. Abraham fik løfte om at skulle arve verden ved retfærdighed af tro, Rom 4:13. Vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, Rom 8:16–17 (L&P 84:38). Er du barn, har Gud også gjort dig til arving, Gal 4:7. Gud har indsat sin søn som arving til alle ting, Hebr 1:2. De, der ser frem til at få forladelse for deres synder, er arvinger til Guds rige, Mosi 15:11. Folket blev Kristi børn og arvinger til Guds rige, 4 Ne 1:17. De, der dør uden kundskab om evangeliet, kan blive arvinger til Guds celestiale rige, L&P 137:7–8. De døde, som omvender sig, er arvinger til frelse, L&P 138:59. Abraham blev retmæssig arving ved sin retfærdighed, Abr 1:2.