28 I det tidsrum, der var mellem det tidspunkt, hvor jeg så synet, og året atten hundrede og treogtyve, var jeg – da det var blevet mig forbudt at slutte mig til nogen af datidens religiøse sekter, og da jeg var ganske ung og blev forfulgt af dem, som burde have været mine venner og have behandlet mig venligt, og som, hvis de troede, at jeg var blevet vildledt, burde have forsøgt at bringe mig tilbage på passende og kærlig måde – overladt til alle slags ^afristelser; og da jeg omgikkes al slags selskab, begik jeg ofte mange tåbelige fejltagelser og udviste ungdommens svaghed og den menneskelige naturs små karakterfejl, hvilket, jeg med bedrøvelse må sige, førte mig ud i forskellige fristelser, som var anstødelige i Guds øjne. Når jeg nu aflægger denne bekendelse, er der ingen, der behøver at tro, at jeg gjorde mig skyldig i store eller alvorlige synder. En tilbøjelighed til at begå sådanne har aldrig været min natur. Men jeg var skyldig i letsindighed og var undertiden i livligt selskab osv., hvilket ikke var foreneligt med den karakterstyrke, som en, der var ^bkaldet af Gud, sådan som jeg var blevet, burde udvise. Men dette vil ikke synes besynderligt for nogen, som erindrer sig min ungdom, og som er bekendt med mit medfødte muntre temperament.