6 Og det skete, at da vi havde indsamlet hele vort folk til ét i Cumoras land, se, da begyndte jeg, Mormon, at blive gammel; og da jeg vidste, at det ville blive mit folks sidste kamp, og da jeg var blevet befalet af Herren, at jeg ikke skulle lade de optegnelser, som var blevet overdraget fra vore fædre, og som var hellige, falde i lamanitternes hænder (for lamanitterne ville ødelægge dem), udfærdigede jeg derfor ^adenne optegnelse ud fra Nefis plader og ^bskjulte alle de optegnelser, der var blevet mig betroet ved Herrens hånd, i højen Cumora bortset fra ^cdisse få plader, som jeg gav min søn ^dMoroni.

  52 Efter at have fjernet jorden fik jeg fat i en løftestang, som jeg fik ind under kanten på stenen, og med lidt anstrengelse fik jeg den vippet op. Jeg så ind, og der så jeg virkelig ^apladerne, ^bUrim og Tummim og ^cbrystskjoldet, sådan som sendebudet havde sagt. Kisten, som de lå i, var lavet ved at sammenføje sten med en slags cement. På bunden af kisten var der lagt to sten på tværs, og på disse sten lå pladerne og de andre ting sammen med dem.

  12 For se, på den dag, da bogen skal gives til den mand, som jeg har talt om, skal bogen være skjult for verdens øjne, så ingens øjne skal se den, bortset fra at ^atre ^bvidner skal se den ved Guds kraft, ud over ham, til hvem bogen skal gives; og de skal vidne om sandheden af bogen og det, der er i den.

  2 Og se, du kan blive begunstiget, så du kan få lov til at vise pladerne til ^adem, som skal hjælpe med til at bringe dette værk frem;

  15 Og ^atre vidners vidnesbyrd om mit ord vil jeg sende ud.

  8 Og da jeg kom hen til ham, opdagede jeg, at det var Laban.

  14 Og jeg, Nefi, tog ^aLabans sværd og lavede mange sværd som det, for at det folk, der nu blev kaldt ^blamanitter, ikke på nogen måde skulle overfalde os og udrydde os; for jeg kendte deres had til mig og mine børn og dem, der blev kaldt for mit folk.

  10 Folket havde elsket Nefi overordentlig højt, for han havde været en stor beskytter for dem og havde ført ^aLabans sværd til forsvar for dem og havde alle sine dage arbejdet for deres velfærd –

  16 Og endvidere overdrog han ham også ansvaret for de optegnelser, som var indgraveret på ^abronzepladerne og også Nefis plader og også Labans ^bsværd og ^ckuglen, eller vejviseren, som ledte vore fædre gennem ørkenen, og som blev beredt ved Herrens hånd, for at de derved kunne blive ledt, hver især i forhold til den agtpågivenhed og flid, som de viste ham.

  1 Og det skete, at Jereds bror (se, antallet af fartøjer, der var blevet bygget, var otte), gik op på det bjerg, som de kaldte Shelem på grund af dets overordentlige store højde, og smeltede seksten små sten ud af en klippe; og de var hvide og klare ligesom gennemsigtigt glas; og han bar dem i sine hænder op til toppen af bjerget og anråbte igen Herren og sagde:

  2 og han ^aså Gud ^bansigt til ansigt, og han talte med ham, og ^cGuds herlighed var over Moses, derfor kunne Moses ^dudholde hans nærhed.

  10 Og det skete, at da min far stod op om morgenen og gik hen til teltdøren, så han til sin store forbavselse en rund ^akugle af kunstfærdig forarbejdning ligge på jorden; og den var af ren bronze. Og inde i kuglen var der to spindler; og den ene viste den retning, i hvilken vi skulle drage ud i ørkenen.

  38 Og se, min søn, jeg har noget at sige angående det, som vore fædre kalder en kugle, eller vejviser – eller vore fædre kaldte den ^aLiahona, der, når det bliver oversat, betyder kompas; og Herren beredte den.

  5 Og han kom ned til grænseegnene nær bredden af ^aDet Røde Hav, og han rejste i ørkenen i de grænseegne, som ligger nærmest Det Røde Hav, og han rejste i ørkenen med sin familie, som bestod af min mor, Sarija, og mine ældre brødre, ^bLaman, Lemuel og Sam.