10 Og det skete, at der gik et tidsrum af mange timer, førend Moses genvandt sin naturlige ^astyrke som menneske; og han sagde til sig selv: Se, som følge af dette ved jeg, at mennesket ^bintet er, hvilket jeg aldrig havde forestillet mig.

  20 Han forbød mig igen at slutte mig til nogen af dem, og der var meget andet, som han sagde til mig, som jeg ikke kan skrive på dette tidspunkt. Da jeg kom til mig selv igen, fandt jeg mig liggende på ryggen med blikket rettet mod himlen. Da lyset var forsvundet, havde jeg ingen styrke; men efter at jeg var kommet nogenlunde til mig selv, gik jeg hjem. Og da jeg lænede mig op imod ildstedet, spurgte min mor mig, hvad der var galt. Jeg svarede: »Du skal ikke være bekymret, alt er i orden, jeg har det helt godt.« Så sagde jeg til min mor: »Jeg har erfaret for mig selv, at presbyterianismen ikke er sand.« Det synes, som om ^aModstanderen på et meget tidligt tidspunkt i mit liv var klar over, at jeg var bestemt til at forstyrre og genere hans rige, hvorfor skulle mørkets magter ellers forene sig imod mig? Hvorfor den ^bmodstand og forfølgelse, som rejste sig imod mig, mens jeg endnu næsten kun var barn?